Sommerferie på Bornholm

16. juli 2007

Susannes forældre havde inviteret hele familien til Bornholm, og så skulle der selvfølgelig geocaches, når chancerne bød sig. Familien boede i tre ferielejligheder i Hasle Feriepark, som ligger på vestkysten af Bornholm.

Første cache blev Ravnedalen (GCP625), som vi tilfældigt kom forbi. Dalen så indbydende ud, med klipperne, lyngen og de små buske, så vi stoppede op og parkerede tæt ved. Og så begik vi den fejl, som mange åbenbart har begået, nemlig at bevæge sig ind i området uden at bruge stierne. Men vi kom da nogenlunde helskindet igennem. Dette blev så vores søns første cache.

Anden cache blev Rubinsøen (GCW065), som lå ca. 800m fra Hasle Feriepark. Cachen blev hurtigt fundet af Katrine, Anders, Betina, Malene, Asta og Karna, selv om der var mugglere på stien. Anders var bekymret for, om mugglerne ville følge os, men cachen lå tilstrækkeligt langt fra stien til at vi havde området for os selv. Efter turen om søen gik vi ned til stranden, og op gennem sommerhusområdet hjem.

Tredie cache blev Dueodde (GCYH94) som blev logget inden strandbesøget. Jeg havde ikke taget skoene af inden vi skulle gå på plankerne/pontonnerne ned mod stranden, men jeg klarede mig igennem uden at få våde fødder.

Fjerde cache blev Frederiksø (GCQBQ1). Vi ville gerne have taget alle tre caches på Ertholmene, men de to på Christiansø kunne vi desværre ikke finde. Frederiksø blev fundet af Susanne, Katrine, Anders, Betina, Malene, Asta og Karna. Jonna kunne ikke finde os på Frederiksø, så hun måtte desværre nøjes med to forgæves forsøg på Christiansø. Men vi fik alle en skøn gårtur rundt på øerne.

Sidste ferie-cache (og min #175) blev Helligdomsklipperne (GCQKW1), hvor vi besøgte Helligdomsklipperne og Sorte Gryde. Vi gik ikke ind i grotten, da bølgerne skyllede hen over stenene for foden af trappestigen. Modet rakte dog til gå ned af den mudrede sti til cachen, og vi blev belønnet med en fantastisk udsigt, og et kæmpe tordenskrald.

Det var så enden på en uges familieferie på Bornholm.

Business Broker

Danmarks hårdeste cache

8. juli 2007

WAR! (GCQC5G) er blevet kaldt Danmarks hårdeste cache, man kan i hvert fald kalde sig medlem af DHG (Danmarks Hårdeste Geocachere), når man har gennemført den. Det gjorde jeg så som min cache #170.

Planlægningen af aktionen startede for mit eget vedkommende midt i april, hvor jeg fik sammensat et satellitkort over området – med hjælp fra Google Maps, og fik kigget på opgaverne. Men det var først her i ugen, at en chance bød sig. Og så kom der rigtigt gang i forberedelserne. Og så sent som fredag lykkedes det mig at finde en makker, da G-Wagen meldte sig under fanerne.

På dagen for aktionen så vejret ikke for godt ud her i det nordjyske, men DMI meldte om bedre vejr over indsatsområdet på Varde-kanten. Kl. 15:00 startede jeg ud hjemmefra, hvor jeg stille og roligt begav mig sydpå, uden at tiltrække mig speciel opmærksomhed.

Jeg havde aftalt med Jesper (G-Wagen) at mødes ved et vej-T kl. 18:00, og da klokken slog 18:00 kunne jeg høre den karakteristiske dæk-støj fra en Gelaendewagen nærme sig – det er det perfekte køretøj på en slagmark. Det viste sig, at Jesper havde taget hans kammerat Jan med, så nu var vi tre.

Vejret fint, der var svag til jævn vind, overskyet med et par enkelte byger. Solen tittede da også frem på et tidspunkt. Regnen i ugerne forinden havde lavet store vandpytter i mange af sporene, og der var oversvømmet flere steder, men ikke noget der kunne tage modet fra hærdede geo-krigere.

Efter touch-down (18:00) og planlægning kørte vi til en parkeringsplads nær skydebanen, hvor vore køretøjer kunne holde uden at vække opsigt. Efter at have mineret viadukten (18:26) gik turen til skydebanen, hvor det traditionsrige portrætbillede af de Tre gæve geo-krigere skulle tages (18:36). Vi bevægede os stadig i yderkanten af området, og fik sprængt en for byen vital kontruktion i luften ved Station 3 (18:47).

På vej mod Station 4 (19:12) stod vi og snakkede, og opdagede en muldvarp blandt os, men den så nu ikke ud til at udgøre nogen fare, da den allerede var død. Vi parkerede vores infiltrationskøretøj inde på området i nærheden af Station 5 (19:28). Derfra gik det videre forbi en række ammunitionsdepoter, som vi besluttede ikke at sprænge i luften, da vi helst skulle bevare vores tilstedeværelse som en hemmelighed lidt endnu. Efter Station 6 (19:50) var det slut med almindeligt farbart underlag. Terrænnet skiftede til hede med dybe hjulspor i sand. En del af sporene var dækket af vand, men vi fandt veje udenom, og fik klaret Station 7 (20:23) og Station 8 (20:39). Her var der dog lidt forvirring, da vi var kommet til at læse beskrivelsen for Station 9, hvilket ikke rigtigt passede på Station 8. Men det fik Jesper rettet på efter kort tids forvirring.

Efter en længere hike med en god udsigt undervejs ankom vi til Station 9 (21:09), hvor vore GPS’ere blev kalibreret til den fastsatte højde. Der lå to blålynsfusere ved posten – fingrene væk! Turen gik derefter nordøstpå over heden til Station 10 (21:27), sydvestpå til Station 11 (22:02) uden at blive opdaget af de talstærkt fremmødte frømænd der patuljerede området. Derefter backtrackede vi en del af ruten, til vi nåede Station 12 (22:02), hvorefter vi sled os nordpå til Station 13 (22:33) langs afstandsmarkørerne. De forsvandt i tættere og tættere buskads jo tættere vi kom til Station 13, men det lykkedes os dog at finde dem alle.

Efter indtagelse af mad og drikke ventede vi på at mørket skulle sænke sig, så vore medbragte projektører kunne vise deres værd. Jeg var den heldige der måtte ud i terrænnet, hver gang Jesper troede han havde set en reflektion. Vejen til Station 14 gik gennem en sønderskudt landsby, men der var ingen overlevende at se. Station 14 (22:51) blev rundet og vi begav os sydpå, efter at have taget afsked med Jan, som desværre måtte melde pas til resten af aktionen. Han ville gå tilbage til basen, og forberede eksfiltrationen.

Mørket havde nu for alvor sænket sig, men vi fandt Station 15 (23:22) uden problemer. Station 16 (23:42) var heldigvis ikke bemandet, ellers kunne den godt have giver os problemer. Mørket og de mange oversvømmelser gav os problemer men det viste sig, at Jespers lokalkendskab igen kunne redde missionen, så vi fik uskadeliggjort Station 17 (00:31) og Station 18 (00:35), men det gav en større omvej end forventet. Igen skulle projektørerne i brug, denne gang ved Station 19 (00:58), som ledte os til Station 20 (01:05) og sidste ledetråd.

Vi spildte desværre en halv times tid på ikke at læse opgaven ordentligt, men Station 21 (02:00) blev fundet og vi kunne smage sejrens sødme i form af en fin medbragt Aberlour single malt single cask whisky og en Sneakers-bar.

In: 3 karabinhager, Osram 3 LED lygte, knapformet væskekompas.
Out: boomerang

Der skal lyde en stor tak til GårPåSkattejagt for denne cache. Vi havde en fantastisk tur rundt i det flotte terræn ved Varde Kasserne, som vi havde helt for os selv. Man får netop følelsen af, at dette bare ikke må mislykkes, og humøret svinger lidt efter om det går godt eller skidt. Nattens anstrengelser var det hele værd.

Business Broker

Cache #150

25. marts 2007

Der skulle to caches til idag at runde de 150 caches.

150 caches logged

Cache #149 blev Aggersborg (GCX20H) af farogdatter.

Aggersborg er stedet for Danmarks største vikingeborg, og placeringen af voldgraven og fæstningsvolden er markeret, så man kan se hvor stor borgen har været. Der er en utrolig udsigt fra Aggersborg, så man kan se langt til begge sider langs fjorden. Ovre på den anden side ligger Løgstør, hvor jeg er født og opvokset.

Inde midt på anlægget markerer en stor sten midten, og kigger man mod mod nord kan se Aggersborg Kirke.

Cache #150 blev THINK….! (GCVPBM) også af farogdatter.

Men den vil jeg ikke røbe noget om, da det er en Unknown Cache, som er ret speciel. Det vil sige, at løsningen af cachen er lidt speciel.

Business Broker

En aften med Jeremy Irish

8. marts 2007

Her til aften var vi en flok på 14 geocachere, der var samlet hos Innovation Lab i Århus, for at mødes med grundlæggeren af geocaching.com, Jeremy Irish. Vi havde chancen for at møde Jeremy, da han besøgte Danmark for at være taler på en Geoware konference, som blev afholdt af Innovation Lab.

Vi have en rigtig hyggelig aften, hvor Jeremy bl.a. fortalte om geocaching, waymarking og Groundspeaks nyeste tiltag whereigo. Han er en hyggelig fyr med begge ben på jorden, selv om han står for et verdensomspændende fænomen med over 1.000.000 medlemmer. Eller som han selv sagde: Geocaching er den hurtigst voksende mindst kendte aktivitet.

Til sidst overrakte TeamKristensen en geocaching.dk fleece, cap og keyhanger til Jeremy, og så var vi så heldige at der var en Groundspeak Lackeys Geocoin til os alle fra Jeremy. Her er min.

Business Broker

Ni bag om Aalborg

18. februar 2007

Vejret var skønt søndag d. 18. februar. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og det var en smule koldt. Så jeg tog luen på, og stak ni cache-udskrifter i lommen.

Første stop var den nyåbnede Burger King i Skalborg, hvor middagsmaden blev indtaget. Dernæst gik turen til Flintsmede på Sorthøj, Aalborg. (GC10DY2), hvor en lille multi-cache skulle løses. Cachen er godt udført, og gemt så at man kan sidde i ro og fred og logge.

Oberst Myhres Log (GCW78D) var sjov, der går lige et par sekunder før man siger hov, og checker udregningen en gang til. Cachen er en micro, og den er snedigt udført. Jeg tog ved en tidligere lejlighed cachen Oberst Myhre (GCWETJ), som ligger tæt ved.

Micro-cachen Bryggeriet Urban (GCZPNR) ligger lige nedenfor bakken, og var hurtigt logget. Der var heldigvis stille om søndagen, ellers kan den være svær at logge uden at blive set.

Cachen Greenland (GCZH32) tager en på tur i Grønlænderkvarteret, og selve cachen er sjov. Jeg tror ikke der er mange der lægger mærke til den, men den er fuldt synlig. Men den ligger på en sti, som ikke ser så befærdet ud.

Derefter gik turen til Pilesøen (GCXN8X), som var svær at logge uden at blive opdaget. Så jeg skyndte mig, og kom væltende ud på stien foran en bedstemor og hendes barnebarn. Men jeg hilste pænt, og fortsatte som om intet var hændt.

Lidt længere fremme ad vejen mod Egense ligger nano-cachen Nørre Hedegård (GCZNMJ). Det er nok den mindste cache jeg nogensinde har set. Det tog lidt tid at finde den, da den er så lille. Men den sidder et fuldt synligt sted.

Næste cache var Einstein’s Reverse Illumination (GCRZ0Z), som var en magnetisk cache (som en del andre på denne tur), der var placeret nær nogle sjove gadelamper. De reflekterer lys ned på kørebanen, modsat de fleste andre lamper, som lyser direkte ned. Jeg må herud en aften med tåge, for tage billeder. Det må se flot ud.

Multi-cachen AAU-Sightseeing (GCT5RM) er en rigtig god cache, efter min mening. Men jeg er nok også lidt farvet af at have gået på dette universitet. Jeg dimmiterede i 1996 som civilingeniør fra Afdelingen for Proceskontrol, som ligger ved skulpturen med de fede mænd, som er en del af cachen. Selve cachen er godt gemt under et af universitetets varemærker.

Sidste cache var 40 fods container (GCYN4R), som faktisk var lidt et antiklimaks på denne fine tur. Den ligger et lidt kedeligt sted.

Men det skal ikke tage glansen af den fine tur jeg havde!

Business Broker

« Tidligere indlæg   Næste indlæg »