Nationalt testcenter for vindmøller

17. februar 2015

thy-geocaching har udlagt nogle caches omkring Nationalt testcenter for store vindmøller ved Østerild, som jeg kom forbi på vej hjem fra Hanstholm.

Testcenter for vindmøller

Jeg har fundet en del geocaches i Østerild klitplantage tilbage i 2009 og 2010, før testcenteret blev anlagt, men de er alle nedlagt nu.

Første cache var Østerild – Nationalt testcenter for vindmøller #2 (GC5E5Z6), som ligger ved den store lagerplads, som man kommer til, når man ankommer sydfra på Testcentervej. Cachen er nem at finde for en geocacher, men mugglere opdager den sikkert ikke.

Fra forpladsen gik jeg østpå langs stien ind i plantagen, og drejede nordpå ved første indhegning. Derfra vestpå igen mod den nord-sydgående vej, som ligger bag vindmøllepladserne. Og så igen mod nord direkte op til næste cache: Østerild – Nationalt testcenter for vindmøller (GC43GGQ). Den var hurtigt fundet og så videre til udkigstårnet.

Sidste cache er Østerild – Udkigstårn ved nationalt testcenter (GC43JZ7), som ligger ved et udkigstårn, som er anlagt i forbindelse med testcenteret. Der er dog ikke så meget udsyn, da tårnet ikke hæver sig over træerne, men møllerne stikke jo langt over træerne, så det er ikke noget problem.

Turen tilbage til parkeringspladsen gik ad skovstien, som næsten løber parallelt med Testcentervej. Skovstien udmunder på Testcentervej, som jeg havde undgået på vej til cachene, men jeg tog chancen og gik på Testcentervej de sidste 200 m. Jeg mødte andre til fods, som ikke havde noget med vindmøllerne at gøre, så jeg regner med at det var OK.

Testcenter for vindmøller

Jeg havde en fin tur på ca. 2,5 km og jeg havde skoven næsten for mig selv.

Business Broker